20250107 Orangefoto Frivillige Mickfriis 1

Fortjent hæder til frivillige forbilleder

18.09.2025Engagement

Mød nogle af de frivillige, der viser vejen med store og små handlinger til glæde for alle andre.

27.000 frivillige planlægger, bygger og afvikler Roskilde Festival. 

Nogle frivillige bærer farvestrålende veste, og andre knokler bag kulisserne. De betyder en verden til forskel – og måske er de ikke en gang selv klar over det. For de tænker sjældent på dem selv og oftest på dem omkring dem.

Under årets festival kunne frivillige pege på deres festivalhelte. Med deres hjælp har vi nu udvalgt en række festivalhelte, som vi hylder for at gå forrest.

ALTID IMØDEKOMMENDE OG HJÆLPSOM

Roskilde Festivals akutberedskab koordineres fra beredskabskontoret, der i 2025 flyttede til ny placering.

I et år med store forandringer har Anders Findsen, der leder flere af festivalens frivillighold, leveret en helt ekstraordinær indsats. Alle udfordringer er løst med oprejst pande og et stort smil – også når det skulle gå hurtigt.

I en af de talrige nomineringer skriver en frivillig: ”Anders har altid arbejdet hårdt op til festivalen, men i år har det været helt ekstraordinært. Det til trods er han altid imødekommende og hjælpsom over for alle omkring ham.”

Tak til Anders Findsen for at gå til opgaverne med stort overskud og blik for alle andre.

HELTE HYLDET AF FRIVILLIGFÆLLESSKABET

Årets RFheroes blev hædret lørdag 13. september, da festivalens helårsfrivillige ildsjæle og medlemmer af Foreningen Roskilde Festival mødtes for at sætte det sidste punktum for RF25.

Næste sommer indgraverer vi heltenes navne i messingplader og sætter dem i jorden foran Orange Scene. På den måde kan vi altid mindes, at vores festival er kulminationen af en kollektiv heltepræstation.

 

STÅLSAT GÅPÅMOD OG SMITTENDE ENERGI

Det er et kompliceret logistisk puslespil at fordele 3.000 spande til festivalens forskellige områder og boder.

Som helt ny frivillig gik Mille Carlsen til opgaven med stålsat gåpåmod og et lysende engagement, der rækker langt ud over det sædvanlige. Og sammen med sit team løste de udfordringen på allerfornemmeste vis.

Det viser, at det er lettere at gå i den rigtige retning, når nogen viser vejen – og at det ikke kræver mange års erfaring at være den, der går forrest.

Stor tak til Mille Carlsen for at gå forrest som helt ny frivillig og bidrage med positiv energi. Holdet fortæller i deres nominering, at de allerede glæder sig til at følge med næste sommer.

HJÆLP TIL AT KOMME GODT VIDERE

Team Transport sørger for, at alle andre frivillige kan komme godt fra A til B.

Hver eneste forespørgsel om hjælp mødes med udstrakte hænder, og på trods af travlhed findes der altid en logistisk løsning.

Det værdsætter en frivillig i sin nominering af holdet: “Selvom der måske ikke er tid eller mulighed for at hjælpe med transport, så finder de altid en løsning. Og det er altid med høflig tone og god energi”.

Tak til Team Transport for at hjælpe alle andre godt videre. Jeres stor indsats gør det muligt for andre at lykkes.

”MANGE KOMMER IGEN ÅR EFTER ÅR”

Roskilde Festival bringes til live af et stærkt foreningsliv. Nogle foreninger løser centrale serviceopgaver, mens andre driver en madbod eller en bar. Og som frivillig for en forening skaber man en fantastisk festival samtidig med, at man indsamler penge til foreningens egne aktiviteter.

HG/Næstved Dragons er udvalgt som årets forening, fordi de viser, hvordan man tager ansvar for fællesskabet og passer godt på hinanden.

Foreningen engagerer mere end 170 frivillige på festivalen, og de bliver hver især mødt med store smil, overskud og omsorg.

Vagtplaner lægges nøje, så forskellige ønsker tilgodeses, og der inviteres til hyggeligt samvær rundt om vagterne – med fællesspisning, hjemmebagte cookies og selskabslege.

En frivillig på holdet fortæller: ”HG/Næstved Dragons skaber et fantastisk baseområde for deres frivillige. De er gode til at engagere os, og mange kommer igen år efter år.”

Tak for at gøre det sjovt og rart at lave festival.

SAMARBEJDE, OPFINDSOMHED OG INNOVATION

Det er en kolossal præstation at koordinere og håndtere pant i en midlertidig festivalby med 130.000 indbyggere, men gennem samarbejde, opfindsomhed og innovation løser Team Pant den opgave helt fantastisk.

Igennem flere år har de forenklet en tung proces med en digital løsning – til stor gavn for mange medfrivillige.

Samtidig lægger holdet mange gode kræfter i at værne om deres eget lille fællesskab, hvor den enkeltes engagement kan tilpasses livet udenfor festivalen.

Tak til hele holdet for at vise, hvordan vi hele tiden kan blive endnu bedre til at lave festival.