Herobillede Alberte Skronski

Kink og kagefest smelter sammen i Food Is Now

04.07.2024Program

Menuen står på 100 kilo kage, blomsterlingeri og en seriøs portion fjollethed, når Alberte Skronski i dag dækker op til ”Let Them Eat Cake” på Food Is Now. Vi har mødt kunstneren, der ser frem til at sætte sig oven i dine madrester.

Af Julie Hindkjær, frivillig i Roskilde Festivals Mediehus 

“Nogle gange kan man godt bage en kæmpe kage og have det helt åndssvagt. Jeg tror, at flere mennesker har brug for at have det lidt mindre ordentligt.” 

Ordene kommer fra den danske performancekunstner Alberte Skronski, der torsdag klokken 14.30 i Food Is Now siger velbekomme til, at du tager del i en kollektiv kagespisning, som kulminerer med en performance, der er skabt helt specielt til Roskilde Festival. 

Til denne performance forventer Alberte Skronski at skulle mætte mange munde (og øjne og ører), og med sig har hun derfor bragt en kage på intet mindre end 100 kilo, som du først skal sætte tænderne i. 

SMID ALLE DINE BEKYMRINGER

Når du har tygget af munden, klæder Alberte Skronski sig ud som gartner og afslører langsomt sit blomsterlingeri, inden hun helt i tråd med festivalånden vil gøre sig helt beskidt. Og sætte sig på kagen. 

Det kaldes cake-sitting. Cake-sitting stammer fra kinkmiljøet, hvor folk finder nydelse i at interagere med fødevarer og andre materialer på en beskidt og snasket måde. Og Roskilde Festival er den perfekte scene for netop dette, mener Alberte Skronski.  

Folk er vant til på Roskilde, at de træder ud af deres normale hverdag og er lidt mere afslappede og friske på, at der skal ske grineren ting. Netop derfor føler jeg, at det er et trygt rum at lave sådan en super weird og halvnøgen performance,” siger Alberte Skronski.  

Det lyder måske lidt fjollet. Og det er præcis efter opskriften. 

Som gartneren bliver jeg en del af haven og gnider mig rundt. Der er bare et eller andet sjovt i at være helt ren og lækker i sit pæne undertøj, og så bare smøre sig selv ind i kage,” fortæller Alberte Skronski. 

Alberte Skronski har med egne ord hentet inspiration fra farverige og legesyge universer kendt fra børne-tv, som hun tilfører et voksent twist med humor og kreativt.  

Forhåbentlig vil man komme til at grine og glemme sin hverdag lidt. Det er egentlig dét, jeg rigtig gerne vil med alt, jeg laver – at skabe et pusterum, hvor man kan træde ind i en nostalgisk, barnlig verden og glemme alle sine voksne bekymringer,” fortæller Alberte Skronski. 

Hvem er Alberte Skronski?

Alberte Skronski er en dansk kunstner, uddannet fra Royal Institute of Art i Stockholm, 2022. Hendes kunstneriske praksis omfatter video, installation og skulptur, hvor hun primært arbejder med pap og papmaché. Hun udviklede sine færdigheder inden for skulptur og maleri i Firenze, Italien, men har siden 2018 fokuseret på performance og videokunst.  

“Let Them Eat Dirt” bliver Alberte Skronskis første optræden med et interaktivt element, hvor publikum bliver en del af kunstværket ved at spise det. Musikken til performancen er produceret af Jeppe Dalsgaard Andersen, en af Alberte Skronskis ældste samarbejdspartnere. 

Allergener

Kagen indeholder gluten, fløde og æg. 

Selve kagen er vegansk, men der er marengs og flødeskum på toppen.