KARPE_RF27_1920x1080.jpg

KarpeNO

Det norske rap-fænomen leverer spektakulært afskedsshow

Det bliver historisk, når den originale norske duo Karpe indtager Roskilde Festival til sommer til deres allersidste danske koncert nogensinde. Rap-duoen, der startede under navnet Karpe Diem, annoncerede for nylig, at de afslutter projektet, og under overskriften Overtime/Overkill giver de deres mange fans en sidste chance for at opleve den helt særlige atmosfære, som en Karpe-koncert er. Heldigvis rammer de også Danmark på deres afskedstour, der altså bringer dem omkring Roskilde Festival, hvor de gav en uforglemmelig koncert i 2023.

Dengang kvitterede musikmagasinet Gaffa med maksimale 6 stjerner. Karpe formår da også altid at levere en koncertoplevelse langt ud over det sædvanlige, og i hjemlandet Norge har de siden debutudgivelsen Glasskår EP fra 2004 vokset sig til et enormt fænomen, der både formår at fylde store arenaer og høste kritikerroser og priser. Tilbage i 2022 spillede de intet mindre end 10 udsolgte shows i Oslo Spektrum. En begivenhed, der også blev dækket af flere internationale medier, herunder Rolling Stone, der kaldte showet for et “uncompromising spectacle”.

I 2026 sigtede Karpe endnu højere ved at bygge deres helt egen 3-dages festival op over deres unikke musikalske univers. De mere end 100.000 billetter blev udsolgt på få minutter, og igen høstede duoen ekstatiske anmeldelser. Kritikerne fremhævede duoens evne til at forene nærmest megalomane ambitioner med en intim og nærværende publikumskontakt. Samtidig formår de to medlemmer Chirag Rashmikant Patel og Magdi Ytreeide Abdelmaguid, der har indisk og egyptisk baggrund, at ramme den skandinaviske folkesjæl og samtidig udvide den med globale perspektiver.

Som få andre demonstrerer de den rigdom, som en multikulturel bevidsthed kan byde på, og med både humor, intelligens og en global samvittighed skaber de både rørende og tankevækkende momenter midt i de stort anlagte og medrivende shows. Nu får Danmark en sidste chance for at opleve dette fantastiske fænomen, og kender man Karpe ret, er der noget stort i vente, når de gæster Roskilde Festival.