Det bliver mørkt og brutalt, når det danske band Konvent vender tilbage til Roskilde Festival, som de gav en knusende tung lektion i doom metal i 2022. Denne gang bringer de nyt materiale fra albummet Firesky med sig. Et album, hvor de med store musikalske ambitioner og frygtindgydende tyngde fortsætter deres rejse ind i det musikalske mørke.
Der er gået 10 år, siden bandet udsendte deres første selvudgivne demo. Allerede dengang vakte de opsigt med en sjældent helstøbt aftapning af doom og death metal tilsat et knugende og gotisk mørke. Med kværnende riffs og Rikke Emilie Lists imponerende dommedags-growl skabte de et gruopvækkende soundtrack til den dystre tid, vi lever i. Og for hver ny udgivelse synes Konvent at sætte den kunstneriske barre endnu højere.
Således imponerede de både danske og internationale anmeldere med det fremragende album Call Down The Sun i 2022. I mellemtiden har de også spillet en lang række shows på internationale festivaler. Interessen fra udlandet kommer også til udtryk i, at det anerkendte metal-label Napalm Records har signet dem, og det er da også dette label, som udsender Firesky. På albummet har Konvent fortsat rødderne solidt plantet i den tunge og kværnende doom, men bandet eksperimenterer også med mere progressive sangstrukturer, ligesom de lader udtrykket farve af stor inspiration fra black metal.
Live er Konvent altid garant for en vedkommende oplevelse, der nærmest hensætter publikum i kollektiv trance med deres brutale lyd og skaber en katarsisk renselse, hvor man konfronteres med menneskets mørkeste sider, men også finder en kollektiv kraft og modstand. Vi glæder os til at opleve det imponerende nye materiale på Roskilde Festival.

