- Fredag nat 3. juli*02.00, Gloria
* Denne kunstner er del af fredagsprogrammet. Koncerten starter kl. 02.00 natten mellem fredag og lørdag.
Gør dig klar til at få udvidet din bevidsthed om hvad elektronisk klubmusik fra Latinamerika kan være, når de to fremsynede musikere og DJ’s Lechuga Zafiro og Verraco bringer deres fælles projekt Hyperverbena til Roskilde Festival.
Hyperverbena udfolder sig som et hybridprojekt, der forener DJ-kultur, elektronisk koncert og suggestive visuals, og som samtidig udgør en dialogisk platform for to kunstnere med rødder i henholdsvis Uruguay og Colombia og med en fælles interesse i at udforske dansegulvet som et forum for at udforske og udvide forestillinger om identitet. Duoen dekonstruerer klicheer om latinamerikansk klubkultur og omfavner begrebet “sudaca”, der normalt bruges som et nedsættende begreb om latinamerikansk kultur, men som i duoens hænder bliver en fejring af en vital, kompleks og uforudsigelig sjæl.
Uforudsigeligheden og mangfoldigheden finder man også i duoens koncerter, der byder på et overflødighedshorn af fængslende rytmer fra genrer som dembow og cumbia forenet med en evigt eksperimenterende musikalsk tilgang og en æstetik, der fremmaner kontrasterne mellem det aggressive og sensuelle.
Hyperverbena havde verdenspremiere på festivalen Berlin Atonal i 2025. Her blev koncerten fremhævet som en af festivalens mest episke dansefester af magasinet Metal, der hyldede showet som et “moment of outright euphoria”. Med deres arsenal af komplekse elektroniske beats, suveræne DJ-skills og vidtfavnende musikalske horisont er Lechuga Zafiro og Verraco nu klar til at bringe euforien til Roskilde Festival med en svedig dansefest.






