Mens sommerheden lagde sig over store dele af verden i juli, udgav britiske Suki Waterhouse sit tredje album, Loveland – en kærkommen svaler for alle, der tørster efter drømmende melodier, filmiske stemninger og popmusik med både hjerte og kant. Albummet bevæger sig ubesværet mellem forelskelsens svimlende rus, hverdagens små øjeblikke og mere bittersøde følelser, pakket ind i alt fra bløde ballader til guitardrevet pop.
NME kaldte Loveland et bevis på, at Waterhouse har udviklet sig til en af moderne alt-pops mest konsekvente og markante kunstnere. Det er svært ikke at forstå begejstringen, når hendes stærke melodiske sans møder en fængslende historiefortælling, der får både det poetiske og det hverdagsnære til at føles stort.
Suki Waterhouse har i flere år haft en succesfuld karriere som skuespiller. Sideløbende har hun udsendt en række singler, og med det anmelderroste debutalbum I Can’t Let Go fra 2022 markerede hun tydeligt, at musikken langt fra var et sideprojekt. Med sit andet album, Memoir of a Sparklemuffin (2024), voksede Suki Waterhouse sig endnu større, og albummets blanding af personlige refleksioner, melankolsk alt-rock og store pophooks fik The Line of Best Fit til at drage sammenligninger med kunstnere som Wolf Alice og Lana Del Rey, mens kunstnere som Taylor Swift og Laufey inviterede hende med som support på deres turnéer.
Koncerter på festivaler som Lollapalooza og Coachella har samtidig vist, at Waterhouse kan fastholde musikkens drømmende og intime tone foran store festivalpublikummer. Som The Independent skrev efter en koncert i London: “Captivating the crowd with every song and commanding the stage with ease”. Der er derfor lagt op til en stor, men stadig nærværende popoplevelse, når Suki Waterhouse rammer Roskilde Festival med sit stærke sangkatalog og sin gribende stemme – og måske den perfekte musikalske afkøling, hvis sommerheden igen rammer Roskilde.

