Af Rasmus Løwenstein, frivillig journalist i Roskilde Festivals Mediehus
Du har måske hørt rygtet: vi har fået en ny kaffe. Men vidste du, at du også kan nyde den bedre samvittighed?
Sammen med det lokale mikroristeri Mørk har vi indkøbt kaffen til årets festival direkte fra kaffefarmerne i det nordlige Peru.
Ristningen er foregået lige her i Roskilde, to kilometer fra festivalpladsen, hvor Mørks lille container i bydelen Musicon har ristet de 4 tons(!) kaffe, som du og resten af deltagerne indtager i løbet af festivalen.
Vi har ikke kun gjort det for smagens skyld. Aftalen er også et vigtigt skridt i vores bæredygtighedsstrategi, hvor vi nu har fuld kontrol over forsyningskæden og dermed kan stå inde for den sociale bæredygtighed hos kaffefarmerne bag den kaffe, vi drikker og nyder sammen.
250.000 kopper kaffe
Der bruges næsten 4 ton kaffe i løbet af festivalen, hvilket svarer til mere end 250.000 kopper.
Smag kaffen fra Mørk i alle festivalens boder eller gå på opdagelse i det øvrige udbud fra ØNSK og Coffee Collective.
Find alle boder, der serverer kaffe, i appen
Kaffen fra Mørk serveres i alle boder, der sælger kaffe, ligesom Mørk selv har en kaffebar på Indre Plads. Hvis du vil gå på opdagelse i flere forskellige typer af kaffe, kan du også besøge Coffee Collective ved Food is Now eller ØNSK ved Arena Park.

Torsdag, fredag og lørdag kan du starte dagen med en rigtig god kop kaffe og ditto bolle med ost på Food Is Now.
Billetterne kan købes på forhånd.
Efter morgenmaden kan du blive hængende til en talk om produkternes vej til din morgenmad.

Torsdag handler det om hveden og regenerativt landbrug sammen med Vild Hvede.
Deltagelse i talks kræver ikke billet.

Fredag kan du møde medstifter af Coffee Collective, Klaus Thomsen, til en snak om kompleksiteten i din kop.
Du får også mulighed for at smage forskellige typer af kaffe og opleve, hvordan kaffe kan smage vidt forskelligt alt efter bønne, land og håndværk.
Deltagelse i talks kræver ikke billet.

Til en snak om osten kommer Færm og Øllingegard lørdag og sætter fokus på både den klassiske animalske og den nye veganske variation af osten.
Deltagelse i talks kræver ikke billet.