- Torsdag 2. juli
Svenske Cobrah spiller elektronisk popmusik, der går lige i kroppen. Men selvom hun leverer bangers efter alle popmusikkens regler, er man heller ikke i tvivl om, at hun er rundet af mørkere dele af kulturen.
Med en musikalsk opvækst i Göteborgs death metal-miljø og en kærlighed til Stockholms fetish-klubber og BDSM-miljø lukker hun elementer af rå undergrundskultur ind i poppens funklende univers – med en mørk kant, men også en god portion humor, hvilket antydes af hendes hjemmegjorte genrebetegnelser som BDSM pop og Gay Workout Music.
Man er således ikke i tvivl om hendes omfavnelse af queerness, og betegnelsen BDSM pop rammer plet i beskrivelsen af et udtryk, hvor hårdtslående beats og mørke toner vækker eufori og kødelige lyster til live. Siden debut-EP’en Icon fra 2019 har interessen for Cobrah vokset støt. Singlen “Brand New Bitch” blev benyttet i Emma Stones ikoniske dansescene i filmen Kinds of Kindness, og ingen ringere end Charli XCX har meldt sig som fan og inviteret Cobrah med på scenen til et show i Stockholm.
Med det spritnye album Torn folder Cobrah sit univers endnu mere ud. Her balancerer hun mellem klubekstase og sårbarhed i sange, der kredser om begær, intimitet og frygten for at miste kontrollen i relationer. Musikalsk bevæger hun sig fortsat i et hårdtslående elektronisk landskab inspireret af ballroom, deconstructed club og elektropop, men med større melodisk plads og et mere atmosfærisk udtryk. Albummet er blevet fremhævet for netop den balance mellem rå klubenergi og følelsesmæssig intensitet, der giver hendes musik en ny dybde.
Cobrah leverede en svedig fest på Roskilde Festival i 2022. Til sommer vender hun tilbage med Torn i ryggen og et endnu stærkere arsenal af klubklare bangers – klar til at sende pulsen i vejret og forvandle koncerten til en mørk, svedig popfest.





