SMAG PÅ DIG SELV
Ny!

SMAG PÅ DIG SELV DK

ONSDAG 1. JULI

Et fræsende musikalsk angreb af jazz, punk og håndspillet hardcore techno

  • Onsdag 1. juli

Der er ikke meget, der kan matche en koncert med trioen Smag På Dig Selv i energi. Med deres nedbarberede line-up bestående af to saxofoner og en trommeslager har de gang på gang overrumplet publikum, og de har bevæget sig fra svedige undergrundsklubber til udsolgte shows på store spillesteder, ligesom de har triumferet på adskillige festivaler.  

I 2024 var det publikum på Roskilde Festival, der blev blæst bagover af trioen, der da også samme år modtog en DMA som Årets Nye Livenavn. Og det er virkelig en liveoplevelse langt ud over det sædvanlige man får, hver gang Smag På Dig Selv indtager scenen med deres rasende musikalske angreb af jazz, punk, håndspillet techno og meget mere.  

Med minimalistisk instrumentering og kompromisløse eksperimenter lefter Smag For Dig Selv aldrig for publikum. Men med deres udadvendte energi, overlegne musikalitet og rave-inspirerede rytmer skaber de alligevel en udtryk, der går lige i kroppen og skaber spontan fest i en stemning af kontrolleret kaos.  

Smag På Dig Selv udsendte i 2024 deres roste debutalbum SPDS. Siden er deres ry som et af landets mest intense livenavne vokset støt, og med deres netop udsendte andet album This Is Why We Lost er der skruet yderligere op for rave-stemningen med inspiration fra både EDM, hardcore techno og gabber. Husk at drikke rigeligt med væske, for det bliver en svedig omgang, når trioen vender tilbage til Roskilde Festival med deres nye materiale.

Hvis du kan lide dette …